Kvistlejligheden

Jeg kommer ikke fra et af samfundets bedre familier. Jeg kommer heller ikke fra en middelklassefamilie. Faktisk er underklassen næsten også for høj til at beskrive, hvor jeg kommer fra. Jeg er enebarn og boede ved min alkoholiserede mor i en 1-værelseslejlighed. Lejligheden var aldrig blevet godkendt som beboelse, men det var både min mor og udlejer ligeglade med. Lejligheden lå på kvisten, helt oppe under taget, og var både kold og fugtig. Om vinteren var det ganske enkelt ulideligt at være inde i lejligheden, for ligegyldigt hvor mange par strømper man havde på fødderne, og lige gyldigt hvor mange tæpper man fik over sig, så trængte kulden gennem marv og ben. Da vi først flyttede ind, erklærede vores udlejer prompte, at han ikke gad foretage en privat rengøring, for sådan noget var et kvindejob. Vi måtte altså selv stå for en omgang privat rengøring (se her), for han nægtede også at betale et firma for at komme. Vi måtte tage det som det var, udmeldte han.

Udviklingen

Min mor drak allerede inden vi flyttede ind i den kolde lejlighed, men i lejligheden blev det kun værre. Måske drak hun for at glemme, måske drak hun for at holde varmen – den billige rom, der brændte ned gennem halsen fristede i hvert fald mig mangen en kold nat. Jeg prøvede at dække over min mor, så godt jeg kunne – jeg prøvede at være den voksne. Jeg sørgede for at få mad til os, for at lave hovedrengøring og for at kommunen ikke kom uventet på besøg. Den dag jeg fyldte 16 fik jeg heldigvis mulighed for at flytte hjemmefra, og det var min helt store lykke. Her skulle jeg ikke selv foretage en privat rengøring inden indflytning, det var der skam hyret et firma til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *